Skriv dine tanker ned

Coaching notesbogAt skrive vores aftaler ned i en kalender har nogle oplagte fordele. Hvis vi for eksempel skal huske en aftale om 6 måneder, skriver vi den ned i vores kalender. Hvis vi ikke skriver den ned vil vi nok enten glemme aftalen eller tænke tanken ”husk min aftale” rigtig mange gange i de kommende 6 måneder.

På samme måde bliver negative tanker også ofte ved med at gentage sig. Ved at nedskrive vores tanker og de følelser vores tanker fremkalder, vil vores tanker og følelser ofte falde til ro, og en klarhed vil melde sig.

Ved at skrive vores tanker ned, begynder vi at bemærke tankemønstre, der hyppigt aflægger visit. En af mine velkendte gæster, som jeg kalder den grå sky, er en irritation og vrede, der er fremkaldt af skuffede forventninger. Typisk skyder jeg både skylden på mig selv og andre. Dette fremkalder en vrede over mig selv, over andre og over verden i det hele taget. Når jeg genkender den grå sky hilser jeg den velkommen. Jeg skriver derefter om mine forventninger, om hvad der rent faktisk skete og om hvilke tanker og følelser det frembragte. Når det er gjort falder mine tanker og mine irritation til ro og den grå sky går i opløsning.

Jeg startede med at skrive i mine tidlige teenageår. Dengang var det små notater, der emmede af indestængte følelser, som jeg ikke turde skrive ned på papiret. Efterhånden blev jeg mere modig og nedskrev alle mine tanker og følelser uden nogen form for indre censur.

I dag ser jeg mine notater som en god ven. En ven som altid har tid til mig, og som forstår at holde kæft og lytte. En ven som altid kan huske hvad jeg har sagt og aldrig glemmer det. Mine andre venner har andre kvaliteter. De kan provokere mig, komme med gode råd og bidrage med et perspektiv jeg aldrig selv ville være kommet op med.

Hvordan du kan komme i gang med at skrive

Hvis du har lyst til at begynde at skrive dine tanker ned, vil jeg anbefale dig at begynde i det små. Køb dig en notesbog og skriv et eller andet som er vigtigt for dig. Når vanen med at skrive er etableret, og du har samlet dig det nødvendige mod, vil du helt naturligt få lyst til at skrive dine tanker ned. Hvis du er bekymret for, at andre kan komme til at læse hvad du skriver, bør du finde et godt gemmested til din notesbog. Du kan også vælge at skrive på computer, hvor du kan beskytte dine notater med et kodeord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *